Der er andre bekendelser for tiden. I Weekendavisens udgave fra d. 30 marts – 5. april. Har Jens Christian Grøndahl valgt ”fuld tilståelse”. Det gælder, ifølge ham selv, hans fejlslagne Irak-engagement og forsvar for Irak-krigen. Det som jeg personligt falder over som det mest interessante, er hans betragtninger omkring kulturmødet. 
 
”Uanset om jeg bryder mig om det eller ej, er der ting, jeg selv med min bedste vilje ikke kan forhandle om, for de vedrører ikke, hvad jeg burde være, men hvem jeg er. Formentlig har min modpart det på nøjagtig samme måde, og hvad er udsigterne for et kulturmøde, hvor begge parter er overbeviste om, at det er den anden, der i sidste ende må give sig…..”
 
På sin vis er det en ganske rammende beskrivelse. Mine egne mere eller mindre vellykkede og mislykkede forsøg på at fastholde kulturmødet som en i sidste ende positiv erfaring, er et næsten eksistentielt forsøg på at få den virkelighed, som er blevet min verden, til at udgøre et sammenhængende hele og ikke et konstant kampfelt, hvor jeg til tider får fornemmelsen af, at min identitet smuldrer eller udelukkende (forsøges) defineres af andre.
 
Det slår mig, at det møde, som Jens Christian Grøndahl reflekterende forsøger at forholde sig til, underforstået er en forestilling om et møde, der foregår mellem to adskilte enheder. Hvor meget anderledes føles det ikke, når dette møde foregår i ens egen krop. Når ens egen etnicitet både sætter nogle grænser, men også krydser nogle andre konstruerede eller forestillede grænser. Da jeg som 1½-2-årig kom til Danmark var det med koreansk pas og visum, men i løbet af den adoptionsproces, som administrativt blev afsluttet med min tildeling af et dansk statsborgerskab – og dermed også et afkald på mit tidligere koreanske - undergik jeg en ”forvandling”. Jeg var ikke længere koreansk, jeg var dansk. Et ønske og en forventning, som blev formidlet meget massivt både af dem, som stod mig nærmest, men også af 1970’rnes og 1980’rnes danske samfund som helhed. En kulturimperialisme som manifesterede sig på noget så konkret som mit navn. Da mine adoptivforældre valgte at skifte mit koreanske familienavn ud med deres – for hermed at inkludere mig i deres kultur- og familiearv, udelukkede de mig samtidig fra min hidtidige arv. Så, da jeg 30 år senere ønskede at få mit oprindelige navn tilbage, kunne det ikke lade sig gøre. For som svaret lød: ”Systemet opfatter dig, som om du er født og ”død” en gang. Og så er du blevet ”født” igen.” Tænk engang, at jeg var nødt til at ”dø” for at kunne blive et rigtigt DANSK adoptivbarn. En lovgivningslogik som har eksisteret helt frem til sidste år, hvor der i forbindelse med vedtagelsen af den nye navnelovgivning endeligt blev gjort op med over 35 års lovgivningsymbolik.
 
Når etniciteten ikke kun følger kultur, men også krop, sætter det nogle andre grænser for forståelsen af ens egen identitet. Jeg har ikke måtte kæmpe for at få lov til at være dansk. Jeg har måtte kæmpe for at få lov til OGSÅ at være koreansk.
 
Og så er det, at Jens Christian Grøndahls ord rammer mig med et hammerslag:
”I det hele taget er jeg lidt skeptisk overfor kulturmødet som en forestilling om, at man gensidigt kan befrugte hinanden…”
Hvad betyder det for mig? Betyder det, at jeg er nødt til at betragte forskellige dele af mig som adskilte størrelser, hvis ”kontakt” altid vil være problematisk? Og er det derfor, at jeg altid har haft følelsen af, at jeg var nødt til at ”skære dele af mig selv væk”, hvis jeg ville inkluderes i det samfund, som jeg levede i?
 
Og hvad er konsekvensen af en sådan tanke for mig og mit ægteskab? – og ikke mindst mine børn. Ja, i er for sig for ethvert tværkulturelt ægteskab. At vi må leve med hinandens ”forskelligheder” som en uomgængelig størrelse, der har bedst af IKKE at blive udvekslet? Efter 5½ år på Sicilien, fristes jeg til at give Jens Christian Grøndahl delvis ret. At der vitterlig er elementer som er uforenelige – som har bedst af IKKE at skulle udsættes for bestræbelserne for at finde en ”middelvej” – for en sådan giver slet ikke mening. Det er ikke yin og yang som tilsammen udgør et hele, men et mere grundlæggende skel mellem forestillingen om, HVAD et menneske er – og skal være.
Mine børn får hver dag, hvad der må være en massiv modstridende forskellig opfattelse og bud på dette. Jeg håber på, at de forbliver HELE indeni og at de med Grøndahls afsluttende ord, bliver i stand til ”..at kunne ….orientere sig i verden, lige så modsætningsfuld som den er. Og at kunne tænke to tanker samtidig, også når de synes at være modstridende.”

wul soon
 
 

For nogle uger siden kom min søn hjem fra børnehaven og sagde, at Davide havde kaldt ham kineser. Måden han sagde det på lod ingen tvivl om, at det bestemt ikke var positivt ment.

Det var et deja-vu for mig. Min søn ligner mig rigtig meget - asiatisk - koreansk med en let pensel af sydeuropæiske strøg. Jeg kiggede intenst på ham og sagde så med fast stemme: "Det er du ikke! Du er koreaner". Han ser ikke helt tilfreds ud og siger så "Nej, jeg er sicilianer!" (Io sono siciliano!) Jeg svarer: "Ja, det er du også, men du er også koreansk" - "Og dansk" replicerer han så. "Ja.." tilføjer jeg forbavset, for jeg var slet ikke klar over, at han forbandt sig selv med noget dansk. Og for at fuldende scenariet tilføjer hans far så: "du er også italiensk".

Han fylder 5 år om en måneds tid. Jeg kan godt forstå, hvis det er en stor mundfuld for ham at skulle forholde sig til: koreansk, dansk, siciliansk, italiensk. Og i stedet for at forsøge en længere udredning om identitet og kulturbaggrund, som en 5-årig nok ville have lidt svært ved at kapere - omend han åbenbart så småt er begyndt på sine identitetspejlinger - siger jeg til ham, at han næste gang Davide kalder ham "kineser" skal sige til ham, at det er han ikke, men at han er "koreaner" - og at hvis Davide fortsætter med at kalde ham "kineser" skal han kalde ham "spanoglo" (spanier). Det bliver han vældig begejstret for - og syntes helt åbenbart - at det at være spanier må være meget værre end at være kineser ;-)

Mine egne tanker går år tilbage, hvor jeg husker barndommens drillerier. "Sjisk, sjask - kinesersnot....". Billedet var det samme, men landet et andet. Og jeg husker følelsen af ikke at ville være kineser på trods af, at jeg nok lignede en. Den samme fremmedhed, som jeg indså, at min søn også følte. Men til gengæld ønsker jeg at give ham en stolhed ved OGSÅ at være asiatisk - at være koreansk. Den stolthed, som det tog mig selv så mange år at føle, fordi alt mit asiatiske var blevet lukket ind i en dansk familieidyl, hvor der ikke var plads til "eksotiske koreanere". Alligevel kunne jeg ikke løbe fra min krop - uanset hvor meget jeg prøvede. Ligesom min søn i dag heller ikke kan løbe fra den etnicitet, som han bærer rundt på, selv om han end ikke er bevidst om den endnu.

Det er mig derfor magtpåliggende, at jeg formår at hjælpe ham til føle stolthed omkring sine koreanske aner - og ikke skam, som jeg i så mange år måtte føle. Samtidig med at jeg påmindes om, hvor svært det kan være, fordi det omgivende samfund ofte meget massivt og SUBTILT formidler nogle andre værdier. Min datter, som er to år yngre end ham, er umiddelbar mere sydeuropæisk at se på end sin bror. Og det har slået mig, at den sicilianske familie og omgivelserne har dyrket hendes sicilianske identitet - udseende, såvel som karakter. Og det i en sådan grad, at jeg bevidst har måtte tænke nogle modstrategier. Jeg har så og sige måtte dyrke de egenskaber og særtræk hos mine børn, som var modsat det, som omgivelserne så massivt formulerede.

Det er en kamp om ord - om forståelse - om betydning - og om magten til at definere en identitet.

wul soon 

Den første bekendelse må vel være en slags præsentation. Så her kommer den. Jeg er født i Korea, opvokset i Danmark og nu bosidende og gift på Sicilien. Det er disse tre kulturer, som er så vidt forskellige, som jeg dagligt forsøge at forene - eller i hvert fald - forsøger at finde mit ståsted - og min identitet - i.

Derfor syntes jeg, som så mange andre ;-), at nu var det på tide at afprøve tankerne på dette medie. En weblog, hvor jeg kunne få vendt tankerne 90 grader eller måske endda 180. På en måde kan man sige, at det er mit første spæde forsøg på en virtuel selviscenesættelse af min flydende identitet.

Hvor dette bringer mig hen - ved jeg endnu ikke, men forhåbentlig på en ny og udfordrende "rejse".

wul soon